Bovieran kommer til Frederikssund

Frederikssund Kommune har netop indgået en aftale med Bovieran Danmark om salg af en grund hvor der kan opføres 55 seniorboliger I Danmarks første Bovieran. Målet er at skabe rammerne for gode naborelationer, øge livskvaliteten og bekæmpe uønsket ensomhed.

Fremtidens seniorer i Frederikssund Kommune kan nu som de første i Danmark se frem til Bovieran huset. Det sker efter at kommunen og Bovieran Danmark A/S har indgået en aftale om, at Bovieran Danmark køber grunden hvor den tidligere Oppe Sundby skole har ligget. Der skal udarbejdes ny lokalplan og planen er at opføre 55 seniorboliger efter et koncept for seniorbofælleskab, der er nyt i Danmark, men som i 10 år har været en succes på den anden side af sundet.

Lars Jacobsen, Direktør i Bovieran Danmark A/S og Projektudviklingsdirektør i Sjælsø Management, forklarer:

Mange drømmer om at leve et let og ubesværet liv ved Rivieraen, når de bliver ældre. Med Bovierans opbygning omkring en stor, central vinterhave bringer vi det behagelige og sunde klima til seniorborgere i Danmark, og det kombinerer vi med at skabe gode rammer for fællesskaber, som beboerne selv etablerer ud fra egne ønsker og behov. Erfaringerne fra Sverige viser, at konceptet giver tilfredse, sunde og trygge beboere.”

Grønt og behageligt indeklima

Det bliver nemt for beboerne at komme uden for deres dør og møde andre, for uanset temperaturen udenfor bliver der aldrig under 10 grader i vinterhaven. Dermed er det som om, rivieraen er rykket tættere på. Solceller på taget nedsætter energiforbruget, og ventilatorsystemer med varmegenvinding sikrer et behageligt indeklima. Planterne bliver vandet med genanvendt regnvand, og vinterhaven og andre fællesarealer bliver vedligeholdt via ejendomsdriften. Dermed kan beboerne være fælles om det, de har lyst til.

Det skal være attraktivt at blive ældre i Frederikssund

Hos borgmester John Schmidt Andersen (V) er der stor tilfredshed med, at Frederikssund er første kommune i Danmark til at gøre plads til det nye koncept:

Det glæder mig, at vi nu har fundet Bovieran Danmark A/S som køber til den resterende del af området ved den tidligere Oppe Sundby Skole. Med denne handel er hele området nu solgt og vil bidrage væsentligt til byudviklingen i Frederikssund. Jeg synes, det er et meget interessant projekt med 55 seniorboliger og en fælles overdækket vinterhave. Vi ved, at der kommer flere og flere ældre i fremtiden, og derfor er det vigtigt, at der er gode boliger nok til denne gruppe af borgere”, siger borgmester John Schmidt Andersen.