Salgsstart i Frederikssund

Super salgsstart i Frederikssund

 

Søndag den 4. november kl. 10 åbnede vi for salget af de 55 andelsboliger i Danmarks første Bovieran i Frederikssund.

Boligerne kunne reserveres efter først-til-mølle princippet, forstået på den måde, at dem der kom først, fik lov til at vælge først. Det betød, at allerede kl. 8 lørdag morgen ankom den første der lagde sig i kø for en ven. Hun udtalte til Frederiksborg Amts Avis:

“Det er ikke mig selv, der skal have lejligheden, men en god ven. Han har hjulpet os så meget, så nu vil vi give lidt igen“.

Vennen skulle dog selv sidde natten over. Han udtaler til Frederiksborgs Amts Avis:

“Man må bide i det sure æble, hvis man vil noget. Skal man have en lejlighed her i byen, skal man være skrevet op i 20 år, og det har vi ikke. Her skal vi bare sidde i kø i 20 timer“.

Da den første Bovieran medarbejder ankom kl. 8 søndag morgen, var stemningen høj blandt de 21 fremmødte hold og snakken gik livligt. Man havde helt styr på rækkefølgen, og dermed hvem der skulle vælge først. Derfor var det en leg for Nikolaj fra home, at få omdelt numre.

Kl. 8 kom Kalles Kaffe og serverede tiltrængte varme kaffespecialiteter og kl. 9 ankom mæglerne og åbnede forretningen så folk kunne komme ind i varmen med varme drikkevarer, frisksmurte rundstykker og croissanter. Her gik snakken videre ved bordene i mindre grupper.

Efterhånden som numrene blev kaldt op, kom man ind til et reservationsmøde med home mægleren. Herefter kunne man gå ud og sætte en mærkat på den reserverede bolig på etageplanerne. Og på den måde kunne alle andre løbende følge med i, hvilke boliger der blev reserveret. Og da klokken blev 13, var 30 boliger reserveret.

Det var en dejlig dag, og man fornemmede hurtigt den gode stemning, der skal danne grundlag for fællesskabet i den eksotiske vinterhave.